Slidgigt ødelægger gradvist leddet
Slidgigt er en kronisk sygdom
Slidgigt udvikler sig oftest over mange år
| Hvad er slidgigt. |
Et normalt led har til formål at tillade kontrolleret bevægelse. Et led med slidgigt bevæger sig ikke normalt - det bliver gradvist stivere. Selv om et slidgigtramt led bliver mere stift, bliver det samtidig mindre stabilt og bevægelserne er derfor uhensigtsmæssige. Som følge af de ændrede bevægeforhold i leddet overbelastes det og ændrer gradvist form. Ledbrusken forsvinder efterhånden helt og knoglerne, der indgår i leddet, fortykkes og udvikler udvækster. Ledbånd og ledkapsler fortykkes, og muskler og sener svækkes.
Slidgigt er en kronisk sygdom, der udvikles over lang tid - oftest over adskillige år. Der kan være perioder, hvor sygdommen udvikler sig hurtigt og aggressivt, og omvendt kan der være perioder, hvor sygdommen er i ro eller ligefrem i bedring.
På fagsprog kaldes slidgigt for osteoartrose eller blot artrose.
Køn.
Både mænd og kvinder får slidgigt. Hvis man ser overordnet på alle kroppens led, får mænd og kvinder lige hyppigt slidgigt. Der er dog forskel mellem kønnene for enkelte af kroppens led. Mænd får således hyppigere slidgigt i hofterne end kvinder. Til gengæld har kvinder hyppigere slidgigt i knæene. Der findes en speciel form for slidgigt, som rammer fingrenes mellem- og yderled og også samtidig rygsøjlens led, knæ og hofter. Denne form kaldes generaliseret nodal slidgigt og findes især hyppigt hos kvinder og er hyppigere i visse familier; tilsyneladende giver en moder sygdommen videre til sin datter.
Alder.
Slidgigt forekommer hyppigere med alderen. Blandt 40-årige vil op mod halvdelen have slidgigt i mindst et led. Efter 65-års alderen vil stort set alle have slidgigt. Det vides endnu ikke, om sammenhængen mellem alder og slidgigt skyldes, at slidgigt er en sygdom, der er mange år undervejs, eller om slidgigt skyldes, at leddene med alderen bliver svækkede og dermed mere modtagelige for sygdommen.
Overvægt.
Overvægtige personer har en øget belastning på leddene, især i benene. Undersøgelser har da også tydeligt vist, at overvægtige hyppigere har slidgigt i knæene. Det ser dog ikke ud til, at slidgigt er hyppigere i ankler, fødder eller hofteled, men overvægtige har ud over den hyppigere slidgigt i knæled, også hyppigere slidgigt i fingrenes led. Her kan næppe være tale om en øget belastning. Det er muligt, at hormonelle forhold spiller ind. Man ved fx, at fedtceller kan producere det kvindelige kønshormon østrogen, og at andre hormoner af betydning for stofskiftet ikke reguleres optimalt hos overvægtige. En ubalance af disse hormoner kan have betydning for udviklingen af slidgigt hos overvægtige. Hvorfor netop knæled og fingrenes led og ikke andre led angribes, er dog fortsat en gåde.
Slidgigt medfører, at ledbrusken forsvinder, og at knogler forandres. Desuden påvirker slidgigten leddets bløddele, hvilket vil sige slimhinde, ledkapsel, ledbånd, muskler og sener. Et røntgenbillede afslører kun knogleforandringer og ikke forandringer i bløddele. Ledbrusk er faktisk også en bløddel og kan derfor ikke ses på et almindeligt røntgenbillede. Ved slidgigt forsvinder ledbrusken imidlertid, og dermed kommer de knogleender, ledbrusken sidder på, tættere på hinanden - og det kan ses på et røntgenbillede. Man siger, at leddet afsmalnes
Slidgigt kan ikke diagnosticeres ved hjælp af en blodprøve.